Romanske sprog er en gruppe af sprog, der alle nedstammer fra vulgærlatin, som Romerrigets soldater og handlende førte med sig ud i riget. Sproggruppen er udbredt over det sydvestlige Europa og i Amerika.

Romanske sprog over hele verden:
Blå – fransk; Grøn – spansk; Orange – portugisisk; Gul – italiensk; Rød – rumænsk.

Der findes følgende romanske sprog:

Leksikalsk sammenligningstabel

redigér
Latin Sardisk Siciliansk Italiensk Spansk Portugisisk Catalansk Fransk Rumænsk Rætoromansk
acquam abba acqua acqua agua agua aigua eau apâ acqua
clave clave chiavi / ciavi chiave llave chave clau clef cheie clav
familia familia familia famiglia familia familia famìlia famillie familie familia
tempus tempus tempu tempo tiempo tempo temp temp timpul temp
noctem note notti notte noche noite nit nuit noapte nott
nōvum nóbu novu nuovo nuevo novo nou nouveau nou noeuv /nöf
caballum càdhu cavallu cavallo caballo cavalo cavall cheval cal cavâl
dicere dicere diceri dire decir dizer dir dire zice díc
filium filiu figghiu figlio hijo filho fill fils fiu fiö
facere facere faciri fare hacer facer fer faire face
lingua limba lingua lingua lengua lingua llengua langue limbă lengua
terram terrà terra terra tierra terra terra terre țara tera
pluviam pròida chiuvuta pioggia lluvia chuva pluja pluie ploaie piöa
ārbore àrbure alberu albero árbol árvore arber arber arbore/pom alber
hōmo òmo omú uomo hombre homem home homme om ómm
cælum celu/chelu celu cielo cielo céu cel ciel cer cel
librum libru liberu libro libro livro llibre livre cârte liber

Historie

redigér

De romanske sprog nedstammer fra latin, men det urromansk, man kan rekonstruere sig frem til ved at sammenligne de moderne romanske sprog, svarer ikke fuldstændigt til det klassiske latin, som vi møder i de antikke tekster. Forskerne identificerer traditionelt dette urromansk med vulgærlatin, dvs. det latin, som almindelige mennesker talte i hverdagen. En del af de træk, som de romanske sprog har til fælles i modsætning til klassisk latin, genfindes da også i de kilder, der må tænkes at afspejle det talte latin (graffiti i Pompeji og parodier i Petronius' roman Satyricon), f.eks. sammenblanding af maskulinum og neutrum og ledsætninger frem for akkusativ med infinitiv.

På den anden side er dette vulgærlatin i de fleste henseender langt tættere på klassisk latin end på moderne romansk:

  • Det klassiske kasussystem er opretholdt intakt, hvorimod de fleste moderne romanske sprog ikke har kasus. Oldfransk skelner dog mellem nominativ og akkusativ (f.eks. nom. rois ~ akk. roi). rumænsk har en særlig bøjning for genitiv/dativ (f.eks. nom./akk. casă : gen.-dat. case) og endda for vokativ (omule "mand!").
  • Den syntetiske passiv og den syntetiske futurum (med endelser) er stadig levende, hvor de romanske sprog har en analytisk passiv og futurum (med omskrivninger. Latin invenītur "han bliver fundet" = fransk il est trouvé, latin scribam "jeg vil skrive" = fransk écrirai (egtl. infinitiv écrire + ai "jeg har").

Der er derfor nogle forskere der mener at latin forbliver et enhedssprog, med en vis spændvidde, oldtiden ud, og at romansk først opstår i begyndelsen af middelalderen.

Den første tekst på romansk er fra 842 e.Kr. Det er de såkaldte Strassbourgeder (Serments de Strasbourg), der er forfattet i en tidlig form for oldfransk. På dette tidspunkt har det talte latin i Frankrig været så forskelligt fra klassisk latin, at man må formode, at mennesker uden en særlig uddannelse ikke har været i stand til at forstå tekster skrevet på klassisk latin.