Günter Grass

I romanen Bliktrommen fortælles Tysklands katastrofale historie fra et frøperspektiv, mest udtalt af Bliktrommens fortæller, Oskar Matzerath, der i protest mod verden vælger at standse sin vækst som treårig. Fortælleren råder over særlige evner: med sin sang kan han få glas til at splintre, og hans bliktromme, en tro følgesvend, fungerer som et hjælpemiddel til at kunne fortælle om ubekvemme eller fraværende forhold.

Romanen er således kendetegnet ved groteske motiver, og den fortælles i et kraftfuldt billedsprog. I grove træk følger fortællingen Grass' eget liv, idet også Oskar fødes og tilbringer sine første leveår i Danzig og senere tager til Düsseldorf. Gennem Oskars kritiske perspektiv fortælles krigstiden i Danzig, og efterkrigstiden i Vesttyskland skildres i bred panorama.

Forfatteren fra 18-tallet genopstår i østtyskeren Theo Wuttke, en 70-årig arkivar som kaldes "Fonty" pga. sin store passion for netop denne tyske forfatter. Wuttke ledsages af sin "dagognatskygge", den tidligere stasiagent Hans Tallhover, der bliver ved med at overvåge og presse Fonty, fordi muren er faldet og DDR opløst.

Samtidig er Fonty selv kompromitteret med det gamle regime, idet han i DDR-tiden var uofficiel Stasi-medarbejder (IM). De to ældre herrer spadserer gennem Berlin efter murens fald fordybet i en endeløs samtalestrøm om kultur, historie og aktuel politik der er fuld af citater og andre referencer til Fontanes værker.

Den kultiverede samtale, "pludretalen" i Grass' roman, efterligner Fontanes skrivestil, hvor verden af det sene 18-tal portrætteres gennem gengivelse af lange samtaler om stort og småt ved diverse sociale sammenkomster. På denne måde spejles 100 års tysk historie i de på daværende tidspunkt aktuelle begivenheder.

Romanens titel er et citat fra Fontanes Roman Effi Briest; det er en sætning, Effis far bruger gentagne gange for at bringe vanskelige og for ham uoverskuelige forhold på afstand. På samme måde kan romanen læses som en opfordring til at deeskalere de intense politiske debatter umiddelbart efter murens fald. Med romanen er Grass en af de få vesttyske forfattere, der forsøger at tage parti for de udskældte østtyskere i efter-Wende-Tyskland og især plæderer for at tage de dengang hårdt dømte IM til nåde.

Florian Henckel von Donnersmarcks Oscar-vindende film De andres liv (2006), der skildrer en stasi-officers forandring til det positive, kan sammenlignes med Grass' dengang stærkt kontroversielle roman.

Hele Günter Grass’ forfatterskab er politisk engageret. Fra midten af 1960'erne bliver han mere direkte engagement i politik, især som støtte af socialdemokraten Willy Brandt. En beretning om denne indsats og om de historiske grunde til den er Aus dem Tagebuch einer Schnecke (1972, da. Af en snegls dagbog, 1973).

Günter Grass talte for tysk føderalisme og angreb derfor, på trods af sin altid skarpe kritik af DDR, den form, foreningen af de to tyske stater fik. Den var i hans øjne en kolonisering af DDR og rummede en fare for ny tysk stormagtspolitik.

Grundlaget for Günter Grass' forfatterskab var hans erfaring i nazitiden af historie som katastrofe. Han nærede skepsis over for menneskets muligheder og dets planers og løsningers bestandighed, og han følte slægtskab med 1600-tallets oplevelse af altings forgængelighed. Det ses særlig tydeligt i fortællingen Das Treffen in Telgte (1979, da. Mødet i Telgte, 1980), en fantasi om tyske poeters møde i 1647, nær afslutningen af Trediveårskrigen, og en hyldest til Hans Werner Richter, skaberen af den 300 år yngre Gruppe 47, hvor Günter Grass i mange år spillede en vigtig rolle.

Modvægten til hans skepsis var det vedholdende forsøg på at aftvinge verden en vis fornuft. Grass’ kunstneriske værk beretter kompromisløst om vilkårene, mens hans politiske indsats skal ses som et forsøg på at få det bedst mulige ud af dem.

I 1999 udgav Grass en samling af 100 korte prosastykker, Mein Jahrhundert (da. Mit århundrede, s.å.), og 2002 udkom den lange novelle Im Krebsgang (da. I krebsegang, s.å.) om torpederingen af det tyske krydstogtskib Wilhelm Gustloff i slutningen af 2. Verdenskrig. Bogen blev en bestseller og gav fornyet stof til diskussionen om den tyske litteraturs mangel på skildringer af datidens tyskere ikke kun som bødler, men også som ofre.

I forbindelse med udgivelsen af selvbiografien Beim Häuten der Zwiebel (2006, da. Når løget skrælles, 2007) fortalte Grass, at han som værnepligtig var blevet udkommanderet til Waffen-SS. Dette blev opfattet som en sen tilståelse og affødte stærke reaktioner såvel i Grass' hjemland som internationalt. Der blev ytret den forventning, at Günter Grass som en væsentlig kritisk stemme i efterkrigslitteraturen og som moralsk instans burde have offentliggjort denne del af sin fortid mange år tidligere.

Med digtet Was gesagt werden muss (2012, Hvad der må siges), der fra en tysk vinkel problematiserer Israels atomare trussel mod Iran, vakte Grass tilsvarende postyr og uberettigede anklager om antisemitisme.