Sarah Kane var en britisk dramatiker og iscenesætter, der blev kendt for sine eksperimentelle og brutale skuespil, der trods deres grusomhed har den mellemmenneskelige kærlighed som kerne. Kane er trods sin korte karriere anerkendt som en af de væsentligste britiske dramatikere i 1990'erne.
Kane var uddannet i drama ved henholdsvis Bristol University og University of Birmingham.
Sarah Kanes fem skuespil samt kortfilmen Skin (1995) trækker tråde tilbage til ekspressionismen samt Antonin Artaud og grusomhedens teater med ufiltreret fysisk, psykisk og seksuel vold i et tiltagende abstrakt rum og i en form lig Samuel Becketts senere dramatik. Gennemgående temaer i Kanes værker er lidelse, tortur, magt, seksualitet, kønsidentitet, depression og død, men også kærlighed, ansvarlighed, sårbarhed og omsorg.
Kane var en del af 1990'ernes bølge af unge britiske dramatikere, der i høj grad var centreret omkring Royal Court Theatre i London under Stephen Daldrys kunstneriske ledelse. Dramatikerne skrev såkaldt ’in-yer-face dramatik’, som konfronterede og provokerede publikum med tabubelagte emner. Kanes skuespil er i kraft af deres nyskabende formeksperimenter også blevet karakteriseret som postdramatisk teater.
Kane var desuden iscenesætter, bl.a. af sit eget skuespil Phaedra’s Love, som hun i 1996 instruerede på Gate Theatre i London.
I 1999 begik Kane selvmord på Kings College Hospital i London.
Kanes første drama, Blasted (Royal Court Theatre, 1997), var inspireret af grusomhederne under den jugoslaviske borgerkrig, og gav anledning til heftig debat og kritik blandt de britiske anmeldere. Flere fremtrædende britiske dramatikere, herunder Edward Bond, Harold Pinter og Caryl Churchill, tog hende i forsvar og pegede på stykkets banebrydende karakter.
Phaedra’s Love (1996) var en adaptation af Senecas Fædra, mens Cleansed (1998) var inspireret af Georg Büchners Woyzeck, som hun selv havde iscenesat på Gate Theatre i 1997. Stykket udspiller sig i et dystopisk universitet, der fungerer som torturanstalt.
Kanes sidste værker kendetegnes ved en mere lyrisk form, uden egentligt plot og regi, og for den gradvise udslettelse af den dramatiske karakter. Det sås først i Crave (1998), hvor de fire personer i stykket udelukkende betegnes med forbogstaver, og i hendes sidste, posthumt opførte drama, 4.48 Psychosis (urpremiere på Royal Court Theatre, 2000), hvor en eller flere stemmer kredser om depressionens og den psykiske sårbarheds smertefuldhed. 4.48 Psychosis er blevet set i lyset af Kanes egen psykiatriske indlæggelser og selvmord, men stykket løfter sig over det personlige.
| År | Originaltitel | Dansk titel |
|---|---|---|
| 1995 | Blasted | Opført under titlen Blasted |
| 1996 | Phaedra's Love | - |
| 1998 | Cleansed | Renset |
| 1998 | Crave | Tørst |
| 2000 | 4:48 Psychosis | 4:48 Psykose |
Blasted blev opført på CaféTeatret i 2001 og på Edison i 2002. Kane gæstespillede selv i 1998 på Kaleidoskop i København i Crave, der under titlen Tørst fik premiere på dansk på Teater SKAB i 1999 i Rune David Grues iscenesættelse.
Det Kgl. Teater opførte i 2000 Renset i Turbinehallerne. 4.48 Psykose blev iscenesat af Jacob F. Schokking som en monolog med Trine Dyrholm på Edison i 2002 og i 2010 på Det Kgl. Teater.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.