thrakere

Thrakerne var et oldtidsfolk i landskabet Thrakien på den østlige del af Balkanhalvøen. De talte det indoeuropæiske sprog thrakisk, der kun er fragmentarisk overleveret gennem nogle få indskrifter og låneord i græsk samt sted- og personnavne.

I den klassiske oldtid omfattede Thrakien hele området mellem Ægæerhavet og Donau, afgrænset i vest af floden Strymon (det nuværende Strimonas) og i øst af Sortehavet. Oprindelig var halvøen Chalkidike også en del af Thrakien.

Under indflydelse fra de græske kolonier på Sortehavskysten fra ca. 600 f.v.t. og fra den persiske tilstedeværelse ca. 500 f.v.t. opstod en egentlig thrakisk kongemagt med nære forbindelser til Grækenland. I 300-tallet f.v.t. nåede den thrakiske kultur et højdepunkt. Fra denne tid stammer monumentale gravanlæg, en kongelig residensby, Seuthopolis (det nuværende Kazanlăk i Bulgarien), samt en række rige skattefund med fremragende drevne sølvarbejder. Den største er Rogozenskatten med 165 skåle.

Den største thrakiske stamme var odryserne, der styredes af egne konger, indtil hele regionen i 300-tallet f.v.t. blev underlagt Makedonien.