Pyroxener (i ental pyroxen og udtalt [pyro'gse’n], normalt forkortet Px) er betegnelsen for en vigtig gruppe af bjergartsdannende mineraler, som findes i mange magmatiske og metamorfe bjergarter. Pyroxener optræder i mange forskellige kemiske sammensætninger og dannes under mange forskellige geologiske forhold. Pyroxener udgør 11 % af Jordens skorpe,[1] men optræder endnu hyppigere i den øvre del af Jordens kappe, som hovedsageligt består af olivin og pyroxen. Pyroxen og feldspat er de vigtigste mineraler i bjergarterne basalt og gabbro.

Disse pyroxenkrystaller af varieteten diopsid er fra Afghanistan.
Grøn pyroxen set i tyndslib.

Etymologi

redigér

Navnet pyroxen stammer fra de oldgræske ord for ild (πυρ) og fremmed (ξένος). Pyroxener fik dette navn, fordi de kan forekomme som krystaller i vulkansk glas. Man antog, der var tale om urenheder, deraf navnet "ild-fremmede". Pyroxener har dog blot så højt smeltepunkt, at de er blandt de første mineraler til at danne krystaller, når et magma afkøles på sin vej op mod jordoverfladen.[kilde mangler]

Egenskaber og forekomst

redigér

Pyroxener har en densitet mellem 2,96 og 3,96 g/cm3 og en hårdhed mellem 5 og 6, for spodumen dog helt op til hårdhed 7. Krystaller spalter i to retninger næsten vinkelret på hinanden, nemlig 87°. Farven er meget varierende, fra farveløs over blygrøn, brunliggrøn, bronze til sort. Stregfarven er normalt lysgrøn.[2]

Pyroxener forekommer både som massive korn og prismatiske, nåleformede krystaller. De forekommer hyppigt i kvartsfattige magmatiske bjergarter som basalt, gabbro og pyroxenit. Calciumrige klinopyroxener findes desuden i metamorf kalksten, eller skarn. I stenmeteoritter har man fundet ortopyroxener. På Mars er der fundet vulkanske bjergarter med både pyroxen og olivin.[3]

Pyroxenernes klassifikation

redigér
 
Pyroxener er opbygget af kæder af siliciumtetraedre, som er bundet sammen af anioner, typisk Mg2+, Fe2+ eller Ca2+ (ikke vist her).
 
Sorte aegirin-krystaller på gullige feldspatter, fra Zomba i Malawi; krystalstørrelser: 3,0 × 2,8 × 2,0 cm.

Helt generelt kan formlen for pyroxener skrives X1-p Y1+p Z2O6, hvor X, Y og Z er forskellige pladser i mineralets krystalstruktur. På pladserne kan sidde disse ioner, idet de mest almindelige er vist med fed skrift:

  • X: Ca2+, Na+
  • Y: Mg2+, Fe2+, Mn2+, Li+, Ni2+, Al3+, Fe3+, Ti3+, Cr3+
  • Z: Si4+, Al3+
 
Trekantsdiagram for calcium-, magnesium- og jern-pyroxener.
 
Trekantsdiagram for natrium-pyroxener.

Pyroxeners krystalstruktur er opbygget af enkeltkæder af silicium-tetraedre, hvor hvert tetraeder deler et iltatom med nabo-tetraederet. Man skelner mellem klinopyroxener, der danner monokline krystaller og hvor p i formlen ovenfor varierer mellem 0 og 1, og ortopyroxener, der danner ortorombiske krystaller og hvor p altid er 1:[4]

  • Klinopyroxener (forkortes CPx):[5]
    • Aegirin, NaFe3+Si2O6
    • Augit, (Ca,Na)(Mg,Fe,Al,Ti)(Si,Al)2O6
    • Klinoenstatit, MgSiO3
    • Diopsid, CaMgSi2O6
    • Esseneit, CaFe3+[AlSiO6]
    • Hedenbergit, CaFe2+Si2O6
    • Jadeit, Na(Al,Fe3+)Si2O6
    • Jervisit, (Na,Ca,Fe2+)(Sc,Mg,Fe2+)Si2O6
    • Johannsenit, CaMn2+Si2O6
    • Kanoit, Mn2+(Mg,Mn2+)Si2O6
    • Kosmochlor, NaCrSi2O6
    • Namansilit, NaMn3+Si2O6
    • Natalyit, NaV3+Si2O6
    • Omfacit, (Ca,Na)(Mg,Fe2+,Al)Si2O6
    • Petedunnit, Ca(Zn,Mn2+,Mg,Fe2+)Si2O6
    • Pigeonit, (Ca,Mg,Fe)(Mg,Fe)Si2O6
    • Spodumen, LiAl(SiO3)2
  • Orthopyroxener (forkortes OPx):[6]
    • Hypersthen, (Mg,Fe)SiO3
    • Donpeacorit, (MgMn)MgSi2O6
    • Enstatit, Mg2Si2O6
    • Ferrosilit, Fe2Si2O6
    • Nchwaningit, Mn2+2SiO3(OH)2•(H2O)

Referencer

redigér
  1. ^ "Composition of the crust". sandatlas.org.
  2. ^ Deer, Howie & Zussman 1966, s. 99-147.
  3. ^ Ralph-Mirko Richter (27. Juni 2010): Die feuchte Phase des Mars war global
  4. ^ Deer, Howie & Zussman 1966, s. 99-100.
  5. ^ Deer, Howie & Zussman 1966, s. 115-139.
  6. ^ Deer, Howie & Zussman 1966, s. 108-114.

Litteratur

redigér
  • Arne Noe-Nygaard (1966): Mineralogi, Munksgaard, 184 sider.
  • W.A. Deer, R.A. Howie og J. Zussman (1966): An Introduction to the Rock Forming Minerals, Longman, 528 sider, ISBN 0-582-44210-9.