Spring til indhold

Mosehornugle

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Mosehornugle
Bevaringsstatus

Ikke truet  (IUCN 3.1)[1]

Kritisk truet  (DKRL)[2]
Videnskabelig klassifikation
RigeAnimalia (Dyr)
RækkeChordata (Chordater)
KlasseAves (Fugle)
OrdenStrigiformes (Ugler)
FamilieStrigidae (Egentlige ugler)
SlægtAsio
ArtA. flammeus
Videnskabeligt artsnavn
Asio flammeus
Pontopiddan 1763
Kort
Synonymer
  • Asio accipitrinus (Pallas, 1771)
  • Strix accipitrina Pallas, 1771
  • Strix flammea Pontoppidan, 1763
Hjælp til læsning af taksobokse
Asio flammeus flammeus

Mosehornugle (Asio flammeus) har en længde på 34-42 centimeter og et vingefang på 90-105 centimeter.

Den yngler sjældent i Danmark, men er ret almindelig som træk- og vintergæst i september/december – marts/maj. Den er regnet som kritisk truetden danske rødliste 2019 (ikke truet globalt).[2]

Mosehornugle i flugt.
Mosehornugle, sådan som vi oftest ser dem i Danmark; i lav flugt over strandengen.

I træktiden træffes den især på kystnære lokaliteter, ofte strandenge, men også arealer under dyrkning, eller græsmarker. Her jager den i karakteristisk, lav flugt over jorden, med pludselige kast fra side til side, og pludselige dyk ned i græsset. En del individer er ret vokale under jagten, og udstøder korte, lavmælte skrig. I stille vejr kan kaldet, trods lav volumen, høres på lang afstand.

Mosehornuglen jager for det meste i skumringen eller om morgenen og er dermed mere dagaktiv end de andre ugler. Den fanger primært små gnavere, men kan også fange fugle, fugleunger og andre smådyr.

Kilder og henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Asio flammeus på iucnredlist.org hentet 25. december 2020
  2. ^ a b Mosehornugle på bios.au.dk hentet 25. december 2020