De Paralympiske Lege

Indførelsen af konkurrenceidræt for mennesker med funktionsnedsættelse (tidligere benævnt som handicappede) skete i kølvandet på 2. Verdenskrig. Professor i neurokirugi Ludwig Guttmann (1899-1980) blev født i Polen og voksede op i Tyskland, men flygtede i 1938 med sin jødiske familie til England. Her blev han leder af The National Spinal Injuries Centre på Stoke Mandeville Hospital i Aylesbury. Det var et center for især soldater, som var kommet til skade under krigen; de havde brækket ryggen enten således, at de var blevet lamme i benene (paraplegi) eller måske så højt oppe på rygsøjlen, at der også kom lammelser i armene (Quadroplegi/Tetraplegi). Fælles for dem var, at de måtte benytte kørestol for at komme rundt.

I Guttmanns behandling indgik, at de primært rygmarvsskadede soldatere hurtigt skulle i bevægelse med alle de muskler, som kunne fungere, for ad den vej at øge blodgennemstrømningen i kroppen og øge muskelmassen. Som et middel i denne behandling inddrog Guttmann alle former for fysisk aktivitet, herunder sport.

Nogle af de første idrætter, han prøvede med kørestolsbrugerne, var bueskydning og enkelte kastediscipliner fra atletik. I 1948 lavede Guttmann den første egentlige konkurrence for kørestolsbrugere med i alt 16 deltagere i bueskydning. Konkurrencen blev afviklet på hospitalet, og åbningsceremonien blev meget bevidst lagt på samme dag, den 29. juli, som åbningen af De Olympiske Lege i London.

Stævnet blev gentaget hvert år, og i løbet af 1950’erne fik det deltagelse af udøvere fra andre lande. I 1956 blev stævnet overværet af medlemmer af Den Internationale Olympiske Komite (IOC), og de gav efterfølgende udtryk for, at stævnet i Stoke Mandeville bestemt godt kunne betragtes som en slags Olympiske Lege for handicappede.

I 1960 blev stævnet henlagt til Rom og afviklet efter De Olympiske Lege, dog stadig under navnet: International Stoke Mandeville Games (ISMG). Der blev konkurreret i otte idrætter, og der var i alt 400 deltagere fra 23 lande. Danmark deltog ikke.

I 1964 blev stævnet igen afviklet i forlængelse af De Olympiske Lege, denne gang i Tokyo, men stadigvæk under navnet ISMG.

De Olympiske Lege blev i 1968 afholdt i Mexico City. De var imidlertid ikke i stand til at være værter for ISMG, og Israel afholdt i stedet stævnet i Tel Aviv. Her deltog Danmark med seks udøvere.

Heller ikke i 1972 kunne ISMG afholdes i München, hvor OL blev afviklet. I stedet blev de afviklet i Heidelberg.

Eftersom ISMG-stævnerne blev afviklet hvert fjerde år parallelt med De Olympiske Lege, fik de også i stadigt stigende grad status af at være en slags ”Olympiske Lege for handicappede”. Dertil kom, at det op gennem 1960’erne var blevet tydeligt, at også andre handicapgrupper end rygmarvsskadede ønskede at deltage i disse stævner.

Ved stævnet i 1976 fik man flere grupper af funktionshæmmede deltagere: udøvere med amputationer, medfødte deformiteter og blinde. OL blev afholdt i Montreal, men Canada valgte at henlægge stævnet til Toronto.

I 1980 fandt De Olympiske Lege sted i Moskva, men ingen fra Moskva responderede på henvendelserne fra ISMG-organisationen på, om de også kunne afvikle stævnet for de handicappede. I stedet tilbød Holland sig, og stævnet blev afviklet i Arnhem. Da Ludwig Guttmann døde i foråret 1980, blev organiseringen af legene helt overladt til hollænderne. De inkluderede en fjerde handicapgruppe, nemlig udøvere med cerebral parese (spastisk lammede). De ændrede også navnet til ”Olympics for the Disabled”. På dette tidspunkt omfattede stævnet 13 forskellige idrætsgrene og havde ca. 2.000 deltagere fra 43 lande.

I forlængelse af stævnet i Holland mødtes repræsentanter for de forskellige handicaporganisationer for at skabe en samlet paraplyorganisation, som kunne være ansvarlig for, at der fremover ville blive afviklet et stævne for idrætsudøvere med funktionsnedsættelser i forlængelse af De Olympiske Lege.

Først i 1982 fik man dannet en koordinationskomite, som i 1988 fik navnet: International Paralympic Committee (IPC). Den internationale Olympiske komite (IOC) modsatte sig, at stævnet kunne hedde: ”Olympic Games for the Disabled”, men accepterede navnet: ”Paralympic Games”.

I 1984 blev OL afholdt i Los Angeles, mens stævnet for de funktionshæmmede blev henlagt til New York. Man kunne ikke nå at indføje det nye navn, så stævnet i New York bar stadig navnet ”Olympic Games for the Disabled”.

Det var først med De Paralympiske Lege i 1988, som blev afviklet i Seoul i Korea, at de funktionshæmmede idrætsudøvere fik præcis samme vilkår som udøverne ved De Olympiske Lege. Stævnet blev afviklet kort tid efter OL i de samme faciliteter. Udøverne boede også i de samme boliger, som man brugte til OL. Det blev her besluttet, at OL og PL i fremtiden skulle afvikles samme sted og i de samme faciliteter.

Forbindelsen mellem IOC og IPC blev endeligt cementeret i forbindelse med De Paralympiske Lege i år 2000 i Sydney, hvor der blev indgået en skriftlig aftale, som indebærer, at IPC-præsidenten har et sæde i IOC, og at IPC-medlemmer er repræsenteret i en række af IOC's forskellige udvalg.

Ved PL i Atlanta 1996 deltog en gruppe udviklingshæmmede idrætsudøvere i en række demonstrationsidrætter. I år 2000 i Sydney deltog denne gruppe på lige vilkår som de øvrige, men i deres egen klasse. Spanien snød dog med klassifikationerne og sendte en gruppe basketballspillere, som ikke havde udviklingshandicap. Det førte til en udelukkelse af alle udviklingshæmmede, indtil de udviklingshæmmedes organisation kunne sikre en valid og sportsspecifik klassifikation af udøverne. Det kunne man ved legene i London i 2012, hvor denne gruppe udøvere igen kunne deltage i bordtennis, svømning og atletik.