Spring til indhold

Elektronrør

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Elektronrøret med typenummeret PF86 (pentode) med symbol til venstre. Glødetråden er synlig via den perforerede anode.
Symbol for elektronrørsdiode med indirekte opvarmet katode.
Mcintosh-MC275 audio effektforstærker.
Elektronrør i en amatørradio radiosender.

De fleste elektronrør (kaldes også radiorør og radiolampe[1]) ligner lidt af ydre en klar glødelampe og de er normalt lufttomme. I nuvistorer og højeffektselektronrør er glasindkapslingen typisk erstattet af keramik og/eller metal.

Aktive terminaler

[redigér | rediger kildetekst]

Alle elektronrør har en katode (elektrode), som er opvarmet af en glødetråd, har en sky af løse elektroner om sig. Katoden kan være af 2 typer; direkte opvarmet, indirekte opvarmet:

  • I den direkte opvarmede katode anvendes glødeterminalerne også som katodeterminal.
  • I den indirekte opvarmede katode anvendes glødeterminalerne alene til glødefunktionen og en separat elektrode anvendes til katodeforbindelse. Katoden omfavner den keramikindkapslede glødetråd.

Alle elektronrør har også en elektrode til modtagelse/opsamling af elektroner kaldet en anode. Den er lavet af et elektrisk ledende materiale der kan tåle høje temperaturer som f.eks. grundstoffet wolfram. Grunden er at anoden bliver opvarmet, når elektronerne bliver bremset ned i anoden.

Herudover har elektronrør nul eller flere gitre. Et gitter er et net af elektrisk ledende tråd, som via en potentialeforskel mellem katoden og gitteret virker styrende eller afskærmende på elektroner i deres rejse fra katoden til anoden. Et gitter med et sådant potentiale danner et elektrisk felt. Gitterets formål er alene at styre elektronstrømmen, ikke at opfange elektroner.

Et styregitters hovedfunktion er at styre elektronstrømmen mellem anoden og katoden. Et styregitter med en spænding højere end "cut-off" i forhold til katoden, accelererer elektroner fra katoden og i retning af anoden.

Et skærmgitters hovedfunktion er at agere som elektrostatisk skærm mellem anoden og styregitteret (fx det første gitter) for at reducere den interne kapacitans mellem styregitteret og anoden.[2]

Et fanggitters formål er, at forhindre sekundær emissionselektroner udsendes fra anoden og nå frem til skærmgitteret.[3][4][5] Sekundær emissionselektroner kan forårsage ustabilitet og parasitisk oscillation i elektronrør.

Støtteterminaler

[redigér | rediger kildetekst]

Udover de aktive terminaler, havde de fleste elektronrør terminaler, der støttede radiorørsfunktionen:

  • Katodeglødetrådsterminaler (2-3 stk).
  • Terminaler til afskærmningsplader.

Almindelige elektronrørstyper

[redigér | rediger kildetekst]

Elektronrør kommer i mange varianter med forskellig anvendelse. De navngives efter antallet af aktive terminaler/tilledninger/ben:

Specielle elektronrør

[redigér | rediger kildetekst]

Almindelige europæiske elektronrør

[redigér | rediger kildetekst]

Almindelige europæiske elektronrør anvendte følgende type nummereringssystem: Åke's Tubedata: European type numbering system from 1934 Arkiveret 12. marts 2007 hos Wayback Machine (Andre nummereringssystemer Arkiveret 12. marts 2007 hos Wayback Machine):

Elektronrørseksempler:

  • elektronrørsdiode – (effekt-) PY88, PY500, GZ34; (detektor-) EAA81.
  • triode – (effekt-) PD500; (småsignal-) PC88, ECC83; (højfrekvens-) ECC88, ECC188.
  • pentode – (effekt-) PL509, PL508, EL84; (småsignal-) PF86; (mellemfrekvens-) EF184, EF183.
  • heptode – (højfrekvens-) EH90.

Mange almindelige elektronrør havde flere ens eller forskellige rørfunktioner i samme hylster f.eks.: PCH200, PCF86, ECL84, ECC83, EABC80.

Kilder/referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ ordnet.dk: Elektronrør
  2. ^ "The Valve Wizard: The Small-Signal Pentode". Arkiveret fra originalen 9. juli 2019. Hentet 14. juli 2019.
  3. ^ The Navy Electricity and Electronics Training Series, Module 06: Introduction to Electronic Emission, Tubes, and Power Supplies. United States Navy. 1998. s. 13. ISBN 132966776X. (Webside ikke længere tilgængelig)
  4. ^ a b c d Whitaker, Jerry (2016). Power Vacuum Tubes Handbook, 3rd Edition. CRC Press. s. 87. ISBN 1439850658. Arkiveret fra originalen 15. december 2019. Hentet 14. juli 2019.
  5. ^ Solymar, Lazlo (2012). Modern Physical Electronics. Springer Science and Business Media. s. 8. ISBN 9401165076.
  6. ^ a b Gilmour, A. S. (2011). Klystrons, Traveling Wave Tubes, Magnetrons, Crossed-Field Amplifiers, and Gyrotrons. Artech House. s. 317-18. ISBN 978-1608071852.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Wikimedia Commons har medier relateret til: