Spring til indhold

Impedans

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Impedans er den elektriske modstand som en elektronisk komponent eller transducer frembyder over for vekselstrøm.

Impedans måles i ohm. Impedansens værdi er et komplekst tal, hvor realdelen er den velkendte elektriske modstand, kaldet resistans, og imaginærdelen, reaktans. Skrives f.eks. (100 + j 50) ohm. Selv om man indenfor matematikken bruger bogstavet i som symbol på den imaginære enhed, bruger man indenfor elektronikken bogstavet j, fordi i i forvejen bruges som symbol for størrelsen af en vekselstrøm.

Impedansen i ohm er per definition den multiplikative inverse af den elektriske admittans i siemens.

Eksempel: Induktor

[redigér | rediger kildetekst]

Spændingen induceret i en ideel spole er givet ved:

Ved sinusoidal vekselstrøm

er spændingen derfor:

Det ses, at en faktor ganges på, og at oscillationen forskydes med 90°:

Med kompleks notation bliver dette:

eller blot

Eksponentialfunktionen er ifølge Eulers formel lig med den imaginære enhed:

Derved ses det, at impedansen for en spole er

og at en reel spole altså kun har en reaktans, men ingen reel modstand. [1]

Litteraturhenvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Demtröder, Wolfgang. "Elektrotechnische Anwendungen", Experimentalphysik 2 - Elektrizität und Optik (6. udgave), Springer Spektrum. 2002, s. 151-152. ISBN 978-3-642-29943-8.