Middelhavet opfattes ofte som en sidste rest af Tethyshavet. I virkeligheden er Tethyshavets bund ved kollisionen mellem Den Afrikanske Plade, mikropladen Adria og Den Eurasiske Plade gennem de sidste ca. 24 mio. år foldet op i de alpine foldebjerge i Middelhavsområdet eller gledet ned under Den Eurasiske Plade ved subduktion.
Efter opsplitningen af superkontinentet i Tidlig Jura for ca. 190 mio. år siden bevægede Afrika sig i forhold til Sydamerika i en roterende bevægelse mod vest. Derved opstod en kollision mellem Den Afrikanske og Den Eurasiske Plade med dannelsen af et omfattende kompleks af foldebjerge, der fra Middelhavsregionen strækker sig ind i SØ-Asien. Kollisionen mellem Afrika og Europa udgør en del af den verdensomfattende alpine foldning og har bl.a. skabt foldebjergene Atlasbjergene, Alperne, Appenninerne, Dinariderne og Pindosbjergene. I forbindelse med bevægelserne opstod ved back arc-åbning, dvs. åbning bag en opfoldning, ny oceanbund, i dag Det Liguriske og Det Tyrrhenske Hav.
Som et resultat af den fortsatte kollision foregår der stadig i dag inden for Middelhavsområdet differentielle bevægelser mellem mindre fragmenter af lithosfærepladerne. Det komplicerede mønster af pladeforskydninger og tilhørende underskydningszoner giver megen tektonisk uro med kraftige, ødelæggende jordskælv i dele af Middelhavsområdet samt betydelig vulkansk aktivitet: Vesuv, Etna, De Lipariske Øer og Santorini.
Mod slutningen af Miocæn for ca. 5 mio. år siden blev Middelhavets eneste forbindelse med det åbne hav mod vest blokeret pga. den fortsatte bevægelse mellem Afrika og Den Eurasiske Plade. Blokeringen ved Gibraltar var så effektiv, og fordampningen i området så kraftig, at Middelhavet næsten helt udtørrede. I 1 mio. år var der begrænset tilstrømning af frisk havvand over tærsklen ved Gibraltarstrædet, og der blev udfældet ca. 2000 m salt i de dybeste dele. Samtidig eroderede de store floder Rhône og Nilen pga. den lave vandstand dybe slugter (canyons) i randen; disse er siden fyldt op af yngre sedimenter.
For ca. 4 mio. år siden i Tidlig Pliocæn blev den massive kalkstensbarriere i Gibraltarstrædet gennembrudt, og Middelhavet blev vandfyldt på ny til samme niveau som verdenshavene. Den nuværende tærskel er dyb nok til at sikre en tilstrækkelig vandudskiftning og derved forhindre udfældning af salte. Selv under Kvartærtidens maksimale isudbredelse, hvor det globale havniveau har været ca. 130 m lavere end nutidens pga. de store mængder vand, der var bundet i kontinentale iskapper, har vandudvekslingen været tilstrækkelig til, at der ikke blev udfældet salte.
Middelhavets nuværende store havdybde skyldes en kraftig indsynkning af bassinerne i det østlige og vestlige Middelhav på begge sider af Sicilien, som er en del af det afrikanske kontinent. Se også pladetektonik.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.