Igennem 1960'erne begyndte danske virksomheder, fx indenfor sværindustri og slagteri, at mangle hænder. På trods af teknologiske fremskridt og at kvinder i stigende grad var kommet ud på arbejdsmarkedet, medførte udviklingen, at virksomhederne ikke kunne følge med ordrebøgerne. I lighed med, hvad man så i andre europæiske lande, ikke mindst Tyskland, begyndte danske virksomheder derfor at tiltrække arbejdskraft fra især Sydeuropa, Nordafrika og Asien. Store virksomheder som fx B&W tog imod mange gæstearbejdere.
Danske forskere begyndte forholdsvis hurtigt at interessere sig for de nye indvandrere. En undersøgelse af 312 tyrkiske gæstearbejdere fra 1971 viste, at arbejdsløshed i Tyrkiet var vigtig grund til at søge udenlands. 82,4 % af dem var gift og alle havde børn. 75% af de adspurgte havde slægtninge i Danmark, og 82% af dem sendte penge hjem til Tyrkiet hver måned.
Det skal ikke glemmes, at Danmark også tidligere i historien har taget imod store grupper af indvandrere, der også kan karakteriseres som gæstearbejdere. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet tog Danmark imod tusindvis af sæsonarbejdere fra Sverige og det nuværende Polen. Disse indvandrere arbejdede primært i landbruget, men også på fx teglværker. Danske arbejdsgivere argumenterede dengang for, at indvandringen var nødvendig, fordi der ikke var hænder nok i den danske befolkning. Akkurat som det gjorde sig gældende senere i århundredet, var der skepsis mod indvandringen. Og akkurat som det gjorde sig gældende for tyrkiske og jugoslaviske gæstearbejdere, var svenskernes og polakkernes grund til at udvandre manglende muligheder for at forsørge sig selv i deres hjemland.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.