Inge Correll
Inge Correll (født 22. august 1938) er en dansk erhvervskvinde og takt-og-tone-ekspert, der fra 1987 til 2012 drev Havreholm Slot, som hun ejede fra 1999 til 2012.
Karriere
[redigér | rediger kildetekst]Inge Correll er oprindelig bankuddannet, idet hun gennemførte en treårig læretid som bankassistent i Ringsted, men tog i 1950'erne på studieophold i Frankrig, Schweiz og Italien, hvor hun kastede sig over kunsthistorie og litteratur. Hun skiftede atter spor, og i 1960 gennemførte hun sin hoteluddannelse på Hotel 3 Falke i København. I 1964 blev hun chefstewardesse i SAS, hvor hun fik ansvaret for oplæringen af omkring 600 stewardesser, hovedsagelig danske og japanske. Siden blev hun salgs- og marketingdirektør på Hotel d'Angleterre og Hotel Eremitage, og i 1987 blev hun hentet til Havreholm Slot som administrerende direktør, hvor hun allerede i 1989 blev medejer og i 1999 eneejer. I 2000'erne var hun medlem af Den Liberale Erhvervsklub, og VK-regeringen holdt ofte sine seminarer på slottet. I 2010 gik Havreholm Slot konkurs, men blev rekonstrueret med fornyet kapital, og året efter, 2011, valgte Correll at indstille sin aktive erhvervskarriere for i stedet at hellige sig foredrags- og skribentvirksomhed.
I 2002 modtog hun prisen 'The Leading Women Entrepreneurs of the World' og blev kåret som 'Årets Danske Erhvervskvinde'.
Forfatterskab
[redigér | rediger kildetekst]Inge Correll har skrevet to bøger om takt og tone. Hun har desuden været en flittig debattør i medierne.
Kilder
[redigér | rediger kildetekst]- "Pigen, der ikke ville sidde stille", Kristeligt-dagblad.dk, 21. august 2013.
- "79-årig takt og tone-guru: »Jeg forstår ikke de yngre, og jeg har svært ved at acceptere dem«", Berlingske.dk, 17. februar 2018.
- "Inge Correll fylder 70 år", Vejle Amts Folkeblad, 21. august 2008.
- Springet – Inge Correll (Webside ikke længere tilgængelig), tv2.dk
- Fruen på slottet tager en omgang til – mød Inge Correll (Webside ikke længere tilgængelig), lokalavisen.dk
![]() | Spire Denne biografi om en erhvervsleder er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. | ![]() |